En af de største overraskelser for mig på festivalen var det svenske band Ghost med den ildevarslende frontfigur Papa Emeritus II.
Jeg kendte ikke meget til bandet førhen. Jeg havde hørt om dem, og nogle af deres sange, men var ikke blevet helt overbevist om, at de var noget for mig, men jeg må sige, at det ændrede sig, da jeg så dem live. Sikke en optræden og en sikke en entusiasme, der kom fra publikum.
Bandet, hvor alle medlemmerne er ukendte, er altid klædt ud. Instrumentalisterne er iført sorte kåber med Darth Vader-agtige masker på, men førnævnte Papa Emeritus II (gad vide, hvem nr. 1 var?) ligner en pave, der er vendt tilbage fra de døde. Hans vokal minder om noget, der var fedt i 80'erne, men både teksterne og brugen af instrumenter fortæller en helt anden historie, og jeg synes, det er rigtig fedt, at det allestedsnærværende death growl er blevet lagt lidt på hylden. Det gør, at der er plads til Gregoriansk-ish munkesang og sunget tekst, hvis indhold virkelig batter. Altså fordi man kan forstå, hvad der bliver sunget.
Ghost repræsenterer et kæmpe afbræk i den musik, jeg normalt lytter til, da jeg ofte er til det lidt hårdere, men jeg må sige, at kvaliteten af deres musik virkelig er kommet bag på mig, og jeg ser frem til meget mere fra dem.